Tanker om snor


En gruppe hundeluftere protesterer mod, at hunde skal i snor på Odden. Men flere kan få glæde af Odden med de nye hunderegler, mener hunde-ekspert

28. februar 2017, 12.49

Af Kenneth Husum
Journalist

SILKEBORG Flere hundeluftere kan få glæde af Odden, når hundene skal være i snor.

Det mener Christine Løwe, Silkeborg, der er hundeadfærdsterapeut og -instruktør.

Hun bakker dermed Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune op, når det gælder de nye regler for Odden, hvor hunde hidtil har løbet frit.

FRI ELLER I SNOR: Afstemning gløder om hunde på Odden

En gruppe hundeluftere er stærkt utilfredse med, at hundene nu skal have snor på, og der bliver samlet underskrifter for at sætte hundene fri igen.

Har selv fravalgt Odden

De nye regler er trådt i kraft i forbindelse med, at Naturstyrelsen og Silkeborg Kommune vil gennemføre et stort projekt med naturoplevelser og aktiviteter på Odden.

Første etape bliver et overdækket madpakkehus på omkring 100 kvadratmeter med plads til 30-40 mennesker.

LÆS OGSÅ: Til kamp for løse hunde på Odden

– Jeg har selv fravalgt Odden, fordi der var løse hunde, og jeg kender mange hunde- ejere, der har det på samme måde, siger Christine Løwe.

Hun mener, at hundeejere og hunde kan få en positiv oplevelse på Odden, selvom hunden skal være i snor.

– Det bliver tit sagt, at en hund i snor bliver aggressiv, når den møder andre hunde, men vi lever jo i et samfund, hvor hundene skal være i snor i det offentlige rum. Så det må handle om, at hundeejere lærer deres hunde at gå i snor, siger Christine Løwe.

LÆS OGSÅ: Skovrider: Dårlig ide med løse hunde og børn 

Ikke trygge ved løse hunde

Det vil også give plads til, at flere med hund kan få glæde af steder som Odden.

– Der er mange, der går med deres hunde på tidspunkter, hvor de ikke risikerer at møde andre hunde, fordi de ved, at deres hund ikke er glad for andre hunde. Hundene kan måske være blevet overfaldet eller er måske bare ikke så selvsikre. Det er et problem for disse hundes ejere, når andre lader deres hunde løbe frit. De har ikke lyst til, at andre hunde kommer løbende over til dem, men de oplever, at der nærmest bliver set lidt skævt til dem, fordi de har deres hund i snor, siger hun.

– Der er også mange mennesker, der ikke er trygge ved løse hunde. Det er heller ikke fair overfor dem, at hundene får lov til at løbe frit, siger hun.

Christine Løwe tilføjer, at hvis hundeluftere ønsker at lade deres hunde løbe frit, er der masser af hundeskove i Silkeborg-området.

Hun afviser, at det er synd for hunde, når de skal have snor på. Eller at hunde i snor bliver aggressive, når de møder andre hunde.

– Det er blevet en »sandhed«, at det er sådan. Jeg har selv været ude at gå en tur med min hund i snor, da han blev overfaldet af en anden hund, der løb frit. Ejeren til den løse hund sagde til mig, at det nok var fordi, at min hund var i snor. Det blev lynhurtigt vendt på hovedet, selvom det var min hund, der var blevet overfaldet. At lade sin hund løbe løst er blevet en slags undskyldning, fordi mange ikke tager sig tid til at lære deres hund at omgås andre hunde i snor, siger Christine Løwe

Hundeejerens ansvar

Hvis hunde reagerer aggressivt, mens de er i snor, så kan det skyldes, at de ikke kan trække sig fra en anden hund.

– Så er det hundeejerne, der skal tage ansvar og se det, at deres hund vil trække sig, siger hun.

Vil du selv begynde at bruge Odden nu?

– Ja, helt sikkert. Og jeg er i kontakt med mange hunde-ejere, som siger, at de også vil begynde at komme der nu, siger Christine Løwe.