Sminge Møllevej 1, 8600 Silkeborg.
Indkørsel fra Smingegårdvej, ca. 200 meter fra Sørkelvej. Udkørsel i modsatte ende af hvor skurvognen står.
Træningspladsen er indhegnet og har et areal på knap 5000 m2. I den store indhegning er lavet 4 indhegninger til fri leg eller øvelser uden snor.
Der er vand til hundene på pladsen, men intet toilet.
Praktisk vedr. ophold på pladsen:
1) Medbring tonsvis af konkurrencedygtige (bløde) belønninger til din hund – IKKE tørre hundekiks/foder; men noget ekstra, ekstra godt som kyllingepølse, kød, lever, tørret kød etc. Skær dine belønninger så småt som overhovedet muligt, så du kan give mange uden at den bliver mæt. Dine belønninger bør være lettilgængelige – det er ikke hensigtsmæssigt at stå med en pose i hånden.
Lad være med at fodre din hvalp/hund lige inden træning.
2) Hav gerne hunden i sele/bredt halsbånd og en alm. line der er mindst to-tre meter lang.
3) Kom gerne ca. 5 min før timen starter. Vi bruger altid den første tid på at “falde til” i fællesskab. Start altid med at tjekke om der er fri bane inden du tager hunden ud i løs line og uden for mange krav. Hold god afstand til de andre hunde og start evt. op med at gå en tur rundt på indhegningens yderside. Vi går med uret rundt og holder tilbage for hinanden.
4) Første gang på pladsen skal hunden gerne blive i bilen de første 5 minutter mens der gives nødvendig info. Efter første gang er det ok at tage hunden ud som anført herover – i løs line, med god afstand til andre hunde og aldrig med direkte kontakt til de andre.
God hunde-etikette…
Hunden føres ALTID i snor. I de dertil indrettede indhegninger må hunden løbe løs, men aldrig uden opsyn.
Alle med hunde over 6 mdr. starter altid med en tur rundt om pladsen, venstre om. Gå ikke op i rumpen på hinanden og hold tilbage for de der er på vej til/fra biler osv. Hvalpe går direkte på pladsen, men sørger også for at holde god afstand og i øvrigt at få bevæget sig rundt og “snust af”.
Hundene hilser ALDRIG på hinanden, medmindre andet er aftalt. Her skal være plads til alle – også de med dårlige oplevelser i bagagen; så vis gensidigt hensyn og snak sammen på et par pæles afstand om hvordan, hvis I gerne vil lade hundene hilse. Hils ALTID med løse snore – hellere en omgang kluddermor end at hundene ikke kan agere frit.
Hold øje med din hund hele tiden, også når du hyggesnakker og slapper af.
Al omgang med din hund bør foregå med snoren udelukkende som begrænsningsværktøj – ikke håndteringsværktøj Forsøg at sætte dine rammer så snoren kan være løs når I bevæger jer rundt – og skriv dig bag øret hvor udfordringerne ligger.
Hundene må gerne lege frit i de dertil indrettede indhegninger. Spørg hvis du vil have hjælp til at finde den rette legekammerat til din hund. Er din hund løs i en indhegning hvor nogen skal passere på tæt hold, er det et selvfølgeligt hensyn at kalde sin hund til sig.
Saml op efter din hund, også udenfor pladsen. Lander lorten i det høje græs ud mod mosen, må den gerne blive liggende
Tak fordi du bidrager til at træningspladsen er et dejligt og afslappende sted at komme med sin hund.