Tanker om at hilse

Klumme fra Vi med Hund 9/2016

Nej! Eller jo. Måske? Eller nogle gange? ARGH, jeg aner det ikke!

Må DIN hund hilse? Har du taget stilling til hvorfor? Og hvad stiller du op i situationerne hvor du møder en af modsatte holdning? På en eller anden måde, er der opstået diskussion om et emne, jeg overhovedet ikke forstår, at der kan være en diskussion om… Jeg mener, det åbenlyse svar må da være, at det for fa’en er op til den enkelte hundeejer, om hunden skal hilse eller ikke – at man bare kan sige ja eller nej tak… men den virkelige hundeverden ser anderledes ud. Jeg ved det. Jeg lytter til mange hundeejeres historier. Og jeg har selv to hunde.

Det er som om anskaffelsen af hund automatisk tilmelder dig Facebook gruppen ”alle os der elsker hunde”. Her på åben gade er det bare enormt svært at melde sig ud igen uden, at der er nogen der kigger lidt skævt til en. Og det kan vi ikke lide. Jeg har en hund og jeg kan også godt se at du har en hund – de ligner måske ligefrem hinanden lidt, men øh.. det betyder ikke at vi skal kramme, vel…? Hvor ville jeg ønske at vi som hundeejere kunne gøre som rutebilschauffører, der bare vinker når de passerer hinanden på landevejen; ”Ja go’daaw” (med en løftet pegefinger eller hvad det nu er de laver).

Er der egentlig stadig noget der hedder rutebiler? Det ved jeg ikke – ligesom jeg ikke ANER hvad DU ønsker for din gåtur med DIN hund. Men jeg VED helt ind i mit inderste, at det ikke er okay, hvis din beslutning kan have negativ effekt på andre hundeejeres gåtur med deres hunde.

Hvad er det for noget, det der med at det vil være rart hvis hundene ”lige” hilser? Er det overhovedet hundens behov at hilse på fremmede (og lad nu være med at sige, at den ligner en der gerne vil, jeg ved det godt, jeg kigger også langt efter gammeldags isvafler på gaden men det har intet med reelle behov at gøre, I tell you). Jeg tror sjældent at det er hundens behov. At skulle hilse på fremmede. Måske er det dit. At din hund ”skal kunne med alle”. Jeg behøver nok ikke sige det, men det er altså okay hvis den ikke kan det. Fremmede hunde er jo FREMMEDE, selvom de er af samme art. Og ved du hvad der også er okay? At beslutte sig for, af praktiske grunde, at din hund ikke skal hilse på andre når den er i snor. Det gør det noget nemmere at færdes på steder hvor der er andre hunde – og endnu bedre; det gør det meget nemmere for din hund at vælge dig. OM DIN hund skal hilse på andre når du og han/hende går tur, er naturligvis DIT valg. Men involverer dit valg andre folks hunde, er det almen pli at du taler med dem inden du involverer dem. På god afstand. Det kan være de ikke har lyst – og hvis hunden først slår firhjulstrækket til, slet ikke får muligheden for at lade være.

Mange tager faktisk stilling – og beslutter sig for, at det mest hensigtsmæssige for deres hverdag vil være, at deres hund IKKE ligger den store værdi i mødet med andre hunde på turene – og det nemmeste derfor er, at den ikke hilser tilfældigt på hvemsomhundhelst… Og rigtig mange af de selvsamme hundeejere bliver alligevel ramt af akut næste-kærligheds-pleaser-trang i situationen, ender med at tilsidesætte deres egen målsætning og høre dem selv mumle ”nej tak” i skægget, alt imens hundesnuderne alligevel når hinanden i (alt for) stram snor. Hvorfor er det så svært at sige nej tak?

Jeg gør det! Det var svært til en start, men jeg har øvet på det i årevis og gør det med det største Ole Cremekonge Henriksen smil! ”Se mig, jeg har taget stilling og jeg er stolt af det – VI HILSER IKKE, yeepeeh!”

Jeg er blevet god til det med tiden, ikke mindst fordi mine hunde høster store roser af det (at det er min bedrift, synes ingen rigtigt at bemærke, tøhø): ”Nej hvor er de dygtige” – ”hold op hvor er de rolige” – ”se Molly, det kunne du lære noget af”. (Molly skovler sig som regel forbi os). Men ved du hvad? Molly lærer lige præcis det, Mollys ejer lærer hende… det er ikke raketforskning. Det handler om at kommunikere til andre hundeejere, at de ikke skal komme tættere på. De første gange synes især Tuba, at det var svært. Men hunde lærer hurtigt af, hvad der kan betale sig og ikke – og stopper med at skovle, HVIS de ikke får held med at det bringer dem tættere på den anden hund. I dag er det standard – vi vinker og hilser pænt, lidt ligesom rutebilschaufførerne.

”Sippet rutebilschauffør” tænker du måske? Måske. Men på din næste gåtur vil du måske tænke over, om det er et reelt behov for din hund, at hilse på fremmede hunde, hvilken læring, hvilken stemning det bidrager til og om det er et bål du vil putte brænde på. Måske vil du anskue de hundeejere, der har taget valget om ikke at hilse, med en vis respekt – give dem plads til at arbejde mod det DE gerne vil. Måske endda smile til dem. Og skulle DET være tilfældet, synes rutebilschaufføren at have sippet højt nok for denne gang.