Tanker om at knurre

Tanker om at knurre. Og være opgivende. Og om børn. Og egentlig også en undskyldning.

I kølvandet af flere af mine sidste konsultationer, hvori spørgsmålet “hvad har I gjort for at udbedre problemet” som regel indgår, beskrev samtlige ejere at have udført handlinger som alle tog afsæt i teorier om dominans og hierarki hund og menneske i mellem.
“Vi siger nej og skubber ham ned”, “hun bliver sat ud i baggangen”, “han vil bare bestemme”, “han skal forstå at vores datter er over ham i hierarkiet”, “hun kan ikke sætte ham på plads på samme måde som jeg” etc. I kender sikkert smøren. Og det er egentlig ikke handlingerne jeg bliver opgivende omkring, jeg er selv tilhænger af afgrænsning i nogle situationer og at lade hunden vide hvad der er forkert – det indgår i min hverdag i større eller mindre omfang, afhængig af både hundenes og min dagsform. Nej, jeg bliver OPGIVENDE og trist over at populær-teorierne, myterne og reglerne baseret på tanker om dominans og lederskab til stadighed får lov at spille en rolle i de danske hundehjem. Og for det vil jeg gerne sige undskyld. Undskyld på vegne af mig og mine kollegaer, alle os der igennem de sidste 10-15-20 år har tilegnet os viden på området, som nu ved bedre end at hundene udtænker planer for at overtage huslånet, men er så røvdårlige til at få det kogt ned og videreformidlet til alle jer, så det er til at forstå.

Jeg har mange kollegaer der gør et kæmpe stykke arbejde på området, men det går for langsomt fordi der omkring hvert et gadehjørne stadig findes en kegle af en autodidakt “hundehvisker” der fortæller dig at du skal tage fat i nakken af din hund hvis den knurrer af dig, en ”hundetræner” der siger, at problemet er at du ikke tager hårdt nok ved, en “hundeekspert” der siger til dig at din hund leger med maden fordi den vil vise dig at den har magten, en “hundelytter”, der fortæller dig at din hund tygger i dine paneler når den er alene hjemme fordi du ikke rengør dens madskål ordentligt. Ja, det er fandeme helt ude af kontekst – men bare en lillebitte procentdel af det vi rydder op efter. Hvis hunden er så heldig at ejer søger hjælp andetsteds.
Jeg kan opridse en masse argumenter og kilder for, at du skal tro på mine iagttagelser fremfor nogen af ovennævnte, men vil du ikke godt bare læse og mærke efter om ikke det giver mening for dig. Helt uden at google eller tænke. Bare mærk efter om det giver mening.

At tænke i magt og hierarki når det drejer sig om hund/menneske relationen, leder dig ind på en helt forkert vej.
At tænke at hunden fx knurrer af børnene, fordi den vil pointere at børnene er lavere i hierarkiet end hunden, er en FEJLFORTOLKNING og den får i værste tilfælde dig til at tænke og føle ting, som går ud over din dømmekraft, din hund og dine børn.
Et sådan hierarkisk system findes ikke i relationen hund-menneske. En hund knurrer som udgangspunkt for, at skabe afstand til det der for den virker truende. IKKE for at bestemme.
At irettesætte det at knurre – fordi “det vil vi ikke have” og som nogle: liiige pynte med at det medfører et voldsomt ubehag at knurre, giver hunden en erfaring der bliver arkiveret i en helt anden boks hos hunden end den du har til hensigt: Enten oplever hunden at blive udsat for ubehag fra dig uden forudgående varsel (den handler instinktivt og er derfor ikke “bevidst” om hvad den har gjort – og ved derfor heller ikke hvordan den undgår det ubehag fra dig fremadrettet). Eller den oplever at situationen i sig selv er lig med ubehag (og vil derfor forsøge at undgå/imødekomme denne situation fremadrettet – fx knurre tidligere eller bare gå direkte til at bide).
Begge dele skaber unødvendige og ikke mindst uhensigtsmæssige spændinger og ødelægger relationen. Og din hund. Det er almindelig adfærd at knurre, og hundene bruger det som regel kun hvis de tidlige afstands-øgende signaler overhøres. Det er ønskeligt at en hund knurrer som advarsel hvis vi overskrider grænser uden selv at være bevidste om det. Det er en høflig måde at sige “nu strammer du den” eller “det her har jeg virkelig ikke lyst til”. Jeg vil til enhver tid imødekomme den slags udmeldinger med et “undskyld, det skal jeg nok tage hensyn til for eftertiden” eller et “”jeg er klar over at du ikke synes det her er rart””, men det skal gøres – hvordan løser vi det”?

Men hvis den ikke vil bestemme, hvorfor knurrer den så… kan den ikke lide børn? Ifht børn, er det sjældent et spørgsmål om “ikke at kunne lide børn”, men mere et spørgsmål om at deres adfærd kan være utilregnelig og grænseoverskridende for en hund; og hunden derfor skal have hjælp og gentagne erfaringer med, at det ikke fører ubehag med sig at omgås børn.
Det handler i høj grad om at respektere og anerkende hunden som det, den er; et levende, individuelt væsen med hjerne og nervesystem og alt hvad det indebærer, og IKKE bare en brun labrador, en godmodig fyr, en arrig hund eller hvad vi ellers kan finde på af kategorier og putte dem i.

Når man vil “opdrage” på en hund, handler de fleste kun på situationer hvor adfærden er uønsket. Vi synes at hunden skal forstå at det er forkert – og nogle tyer endda til fysiske overgreb for at “sikre at hunden har forstået at det var forkert”. Der er hundrede grunde til at det er bedre at forebygge og enormt uhensigtsmæssigt kun at adressere den adfærd vi vil til livs, men helt åbenlyst er det da, at hvis den tilgang tillægges fysiske overgreb, spiller du russisk roulette med den læring du implementerer hos din hund; hundens opfattelse af situationen har du ingen kontrol over – for da slet ikke at nævne det helt essentielle og grundlæggende; misbruget af og overgrebet på det levende væsen som VI har besluttet skal indgå i vores liv – og som i øvrigt møder os fuldkommen betingelsesløst! Jeg dør indvendigt ved tanken om de hundehjerter der lever under opfattelsen af ”aldrig at vide hvornår man får en på hovedet”. For ved du hvad? Hvis du én gang har vappet din hund en, trukket den rundt i kæden, sparket den eller hvad du eller din ”hundetræner” kunne komme i tanke om at gøre – og hunden alligevel gør det igen… I’ve got news for you; så har din hund IKKE fanget sammenhængen mellem sin handling og din sindssyge konsekvens. Og gør du det igen – bevidst – er du bare et dårligt, dårligt menneske. INGEN hund, intet levende væsen er tjent med at skulle fodres af din hånd.

Når en hundeejer fortæller mig om, at hunden skal lære, at den ikke må fare på kosten der fejes med. Og samtidig ikke vil lukke hunden væk eller bruge krudt på at vise hunden at man kan omgås en fejende kost uden at angribe, velvidende at hver kost-situation vil ende i en konflikt, bliver jeg vildt ked af det. Når ejer tager et (mere eller mindre) bevidst valg om, at lade hunden begå “fejlen” for at kunne irettesætte ham, for at huske ham på hvem der bestemmer, faktisk. Det behøver vi altså ikke. Vi er smartere end det. Helt seriøst. At ville “have ham til at forstå” at det han gør er forkert, i en situation hvor han handler mere eller mindre i affekt og hans hjerne i øvrigt er umodtagelig for indlæring. Spild af tid, spild af ressourcer. Spild af gode relationer.
Brænde på et forkert bål.

Det handler om at sætte ind når hjernen er modtagelig for læring. Om at starte med at lære hunden at være ok med at kosten tages frem, bevæger sig – og at tage ansvar for at hunden ikke nødvendigvis ved hvad man stiller op med sådan en ting. Ligesom det handler om at lære hunden at være ok med at børnene bevæger sig i rummet, larmer, vil røre osv. HVIS den virkelig skal udsættes for den fejende kost (eller børnene). Nogle hunde er ok med koste i bevægelse, børn, lyde, andre hunde, etc. – andre er ikke. Det er sådan det er.
Det er vores ansvar at opdage når hunden kommunikerer sin “mening”/følelse/umiddelbare oplevelse af en situation til os (UANSET hvordan det ser ud OG om vi kan forstå det), at tage hunden alvorligt og hjælpe den til at ændre “mening” om den givne situation – hvis det virkelig er vores behov. Og naturligvis sammenholde den proces med om det er nødvendigt, realistisk, etisk rigtigt osv.
Og så må jeg altså slå et slag for at du hjælper til at neutralisere de gamle, populære misforståelser omkring “dominans-hierarki” hund og menneske imellem. De kaster et følelses-styret og ubrugeligt slør hen over alt det der foregår lige foran næsen på os og får hundeejere til at opføre sig utidigt over for deres hunde. Sig fra og informer de folk du møder. Del dette hvis lyst.
Og hey, se så kræet her – der på værste vis prøver at demonstrere at han har magten over de spiselige ressourcer i vores husholdning.
Den satans labrador.